Mariko Wada, Camille Rishøj Nielsen, Sissel Wathne, Lea Mi Engholm and Ane Fabricius Christiansen. Since 2006 these five women of the Danish artist’s group VERSUS have exhibited together, in a practice that has become increasingly focused on one joint artistic expression. Sharing a common background as ceramicists, VERSUS designates the ‘counter current’ that allows them to explore the cross disciplinary field between craft and design. Their work revolves around everyday life experiences which are explored, challenged and contextualized intellectually, whilst simultaneously transmitting a sensuous, material quality. The strength which emerges through their cooperation is this balance between materiality and intellect, often manifested in interactive installations involving the spectator, which thus become a lived, felt experience.

In their latest exhibition ‘she’ they’ve chosen to focus on the obvious, overlooked and utmost basic fact; that they are women, and therefore share an experience that is anchored in their very being. They are women as ceramicists, women as artists. Women as daughters, mothers, wives, partners, lovers. Women in a family, a society, a culture and a moment in time. Women with a body, a history, a potential motherhood and a sexuality. Women whose intimate space is deeply personal. It is entirely their own inner space, with experiences that only their bodies might know. And at the same time, the fact that they are women is entangled in gender, cultural, social and societal norms: womanhood defined in contrast to a construct outside the body.

‘She’ represents this meeting between inner and outer worlds. The personal, felt and non-verbal experience is materialized into the outer reality of which it is a part. A personal yet universal experience of body and gender, manifested in the outer world, which enables the spectator to form their own experience. VERSUS have no agenda. ‘she’ is not defined against ‘he’, which is often represented as socially constructed gender and cultural stereotypes of society’s patriarchal values. There is no gender hierarchy, no sexual politics. What there is, is an inner, bodily experience interpreted into form. An intimate space enabled by five women whose individual personal experiences merge into one body, one expression. ‘she’ is her own being, and her inner space is available as a reflection of our own inner space. To explore her is like opening the drawers to our own inner reality, irrespective of gender identity. In ‘she’ we are basically faced with ourselves and our reaction to our inner space, body, intimacy, emotions, desires and trauma. Do we enjoy? Do we accept? Are we disgusted? Do we open the drawers in curiosity or do we shut as many as we can for the surface to appear perfect?

The installation consists of nearly 40 pieces of furniture; a symbolic inner world of spaces within spaces, where the spectator is invited to explore the drawers and cupboards and thus the objects within, which may be exposed, revealed or secreted away. The five artists all originate as ceramicists, but here they combine with other materials or found objects, which both visually and symbolically evoke a bodily response.
Placed on shelves we find organically formed objects that associate penises, breasts, sex toys or undefined organic growth. Combined with hair they are both sensually pleasing and strangely uncanny. This is also the case with a cupboard full of twisted forms: guts, stool, worms, which are at the same time aesthetically pleasing and revolting. Julia Kristeva’s definition of ‘Abject Art’ is interesting in this context, as she defines the abject as the intense bodily response when the spectator cannot make the clear distinction between themselves as a subject and the artwork as an object. In the bodily reaction the two are merging. Dripping breasts in the drawer of negligé extending strings of milky white drops. An empty drawer with anger-dried cracks – no juices are running here, and ‘Mantle for the Scapegoat’ with all the nicknames that are attached to female sexuality. In this, VERSUS become more explicit by including the mental and emotional images that the body contains too.

Combined with the natural colour scheme and rawness of the wooden furniture, the installation becomes one body, one expression; ‘she’ as her own being. It requires an in-depth knowledge of the individual artist to sense the designer of each object. This installation is created as joint expression. Opposed to previous exhibitions, with ’she’ VERSUS have no individual signatures to the work. Each of the artists has given life to a whole which contains the sum of their individual expressions. In this way ’she’ becomes a universal being, formed and embodied as converged  individual experiences, thus becoming a reflection of the personal experiences of which we ourselves might not be fully aware. ‘she’ does not allow us to retain an intellectual, cognitive filter. ‘she’ speaks to our somatic experience and to the commonality of felt sense which is beyond our mental control. ’she’ evokes the story that the body remembers, delicately balancing between abstraction and a more literal imagery.

Compared to a gender-based, post-feminist artistic impulse, with ‘she’ VERSUS has created an artwork which transposes the focus from ‘meaning/message’ to ‘experience’. Consciousness is awakened in us, not outside of us; it is in our body-mind not in our cognitive mind. This highlights the potential of VERSUS originating from ceramics. As a raw, malleable, physical material directly connected to the earth; to matter, Mater, Mother, clay is a material that furthers a bodily cognition through its viscerality. Hereby the spectator is invited to open unknown spaces within, where non-verbal consciousness resides.

The members of VERSUS graduated from Designschool Kolding, the Royal Danish Academy of Fine Arts – School of Design and Royal College of Art in London. They met in 2006 during the international symposium Project Network at the International Ceramic Research Center Guldagergaard. Alongside their individual artistic careers they have since cooperated. In 2012 their joint exhibition ’Meditations on a Hobby Horse’ was awarded by the Danish Arts Foundation.

Dr. Louise Mazanti
Ph.D in contemporary craft theory















Mariko Wada, Camille Rishøj Nielsen, Sissel Wathne, Lea Mi Engholm og Ane Fabricius Christiansen. Fem kvinder i kunstnergruppen VERSUS har siden 2006 udstillet sammen i en praksis, der i tiltagende grad er koncentreret om ét, samlet udtryk. Med en fælles baggrund som keramikere er VERSUS den ‘modstrøm’, der tillader dem at arbejde undersøgende i keramikkens grænsefelt mellem billedkunst og kunsthåndværk. Her kredser de om hverdagsrelaterede, nære erfaringer der undersøges, udfordres og kontekstualiseres intellektuelt, samtidig med at de omsættes i et sanseligt, materielt formsprog. Styrken i deres samarbejde er denne balance imellem materialitet og intellekt, i installationer der ofte involverer beskueren og dermed bliver en sanset erfaring.

I deres seneste udstilling ’hun’, har de sat fokus på det indlysende, oversete og allermest basale; at de er kvinder, og dermed deler en erfaring, der er forankret i hele deres væren. De er kvinder som keramikere. Kvinder som kunstnere. Kvinder som døtre, mødre, hustruer, kærester, elskere. Kvinder i en familie, et samfund, en kultur og en tidsalder. Kvinder med en krop, en historie, et potentielt moderskab og en seksualitet. Kvinder hvis intime rum er dybt personligt. Deres eget indre rum, helt og holdent, med erfaringer, som måske kun deres krop kender. Og samtidig er dét at de er kvinder indvævet i kønsmæssige, kulturelle, sociale og samfundsmæssige normer. Kvindeligheden defineret i forhold til ‘noget’ udenfor kroppen.

Det er dette møde mellem den indre og den ydre verden, som ’hun’ repræsenterer. Den personlige, sanselige og ikke-sproglige erfaring omsat i mødet med den verden, den er en del af. En personlig, men samtidig universel, erfaring af krop og køn, givet en form i den ydre verden, hvor beskueren kan danne sin egen erfaring. Versus har ingen dagsorden. ’hun’ definerer sig ikke i forhold til ’han’, i en dynamik der ofte er fremstillet som en kønsmæssig stereotyp af samfundets patriarkalske værdier. Der er intet kønsmæssigt hierarki, intet kønspolitisk budskab. Der er indre, kropslig erfaring omsat til form. Et intimt rum gjort tilgængeligt af fem kvinder, hvis personlige erfaringer blandes og smelter sammen til én krop, ét udtryk. ’hun’ er sit eget væsen, og hendes indre rum står til rådighed som en afspejling af vores indre rum. At gå på opdagelse i hende er som at lukke skuffer op til vores egen indre, uanset køn. I ’hun’ vil vi basalt set møde os selv og vores reaktioner på vores eget rum; vores krop, køn, intimitet, følelser, lyster og traumer. Glædes vi? Accepterer vi? Væmmes vi? Lukker vi nysgerrigt skuffer op, eller lukker vi så mange som muligt for at overfladen er glat?

Installationen består af omkring 40 stablede opbevaringsmøbler; et symbolsk indre af rum i rum, hvor beskueren inviteres til at gå på opdagelse i skuffer og skabe og udforske de objekter, der er placeret. De fem kunstnere tager alle afsæt i keramikken, men kombinerer hver for sig med andre materialer eller fundne genstande til objekter, der både sanseligt, visuelt og symbolsk vækker en kropslig respons. På hylder er lagt hudfarvede, organisk formede genstande der associerer til penis, bryster, sexlegetøj eller udefinerbare organiske vækster. Kombineret med hår er de både sensuelt tiltrækkende og sært ubehagelige. Det samme gælder et skab fuld af vredne former: tarme, afføring, orme, der æstetisk set tiltrækker, men samtidig er kropsligt frastødende. Julia Kristeva’s definition af ‘Abject Art’ er interessant i denne sammenhæng, idet hun definerer det abjekte som den kropslige respons der opstår, når beskueren ikke kan skelne mellem sig selv som subjekt og værket som objekt. I den kropslige reaktion flyder de to sammen. Dryppende bryster i skuffen med kvindeundertøj, med strenge af mælkehvide dråber. En tom skuffe med vredestør, krakeleret overflade – ingen safter der løber her – og en “Syndebukskappe” med alle de øgenavne, der er hæftet til kvinders seksualitet. Her bliver Versus mere eksplicit, i en inkludering af de emotionelle og mentale billeder, som kroppen også rummer.

Sammenstillingen med træmøblernes farveskala og naturlige, rå overflade binder installationen sammen til én krop, ét udtryk, til ’hun’ som et eget væsen. Der skal et godt kendskab til den enkelte kunstner for at fornemme de enkelte genstandes ophav, og installationen er netop også tænkt som et samlet udtryk. I modsætning til tidligere projekter har VERSUS med ’hun’ ingen individuelle signaturer. Hver især har de givet liv til en helhed, der rummer summen af deres udtryk. På den måde bliver ’hun’ et universelt væsen, formet og kropsliggjort som individuelle erfaringer der smelter sammen, og dermed bliver et spejl for de personlige erfaringer, vi måske ikke selv er helt bevidste om. På den måde lader ’hun’ os ikke fastholde et intellektuelt, forståelsesmæssigt filter. ’hun’ taler til kroppen og til fællesmenneskelige erfaringer der er udenfor vores kognitive kontrol. ’hun’ spejler den historie som kroppen husker, i en fin balance mellem det abstrakte og det konkrete.

Sat i forhold til en post-feministisk kunstnerisk impuls, har VERSUS med ’hun’ skabt et værk der flytter fokus fra ‘betydning/budskab’ til ‘oplevelse’. Bevidstheden vækkes i os, ikke udenfor os; i vores kropslige og ikke mentale bevidsthed. Her ser man tydeligt styrken i at VERSUS tager udgangspunkt i keramikken. Som et råt, formbart, fysisk materiale relateret direkte til jorden; til Mater, Moder, urkraften, er ler et materiale der fordrer en kropslig erkendelse. Hermed inviteres beskueren til at åbne ukendte rum i sig selv, hvor den ikke-sproglige bevidsthed hersker.
VERSUS er uddannede fra hhv. Designskolen Kolding, Danmarks Designskole og Royal College of Art i London. De mødtes i 2006 under det internationale symposium Project Network på International Ceramic Research Center Guldagergaard og har, sideløbende med egne projekter, samarbejdet siden. I 2012 blev udstillingen “Meditations on a Hobby Horse” præmieret af Statens Kunstfond.

Louise Mazanti
Ph.d. i nutidig kunsthåndværks teori