LEA MI ENGHOLM

Lea Mi Engholm’s approach to ceramics is characterised by a curiosity for detail, which makes her works aesthetically unique. Irrespective of the scale at which she operates, her works are observed with bated breath. Fine, fragile structures unfold in an astonishing visual richness, turning the room quiet. Not because her works emanate control and micromanagement that rub off on the observers’ spontaneous manifestations
of life, but because the details are so abundant that the observers simply lose themselves in the experience.

Normally richness of detail is associated with a concentrated and controlled process in which every single element is clearly staked out in an overall coherence. In Lea Mi Engholm’s case, the opposite is true. Her works are characterised in that the details arise out of processes that she initiates but does not control. Only when the kiln door is opened does she know whether the process has succeeded. In this intense work of forcing ever new forms from the clay, she uses manipulations that are as simple as possible. In every single project she sets clear boundaries and lets the material’s innate nature do the rest. So one might say that she works conceptually – i.e. with a clearly defined starting point that conditions the rest of the working process. One example is her final-year project at Kolding School of Design in 2006, when cutting wire was the only shaping tool that she used to produce functional objects. Since then, the contrast between the unmediated and the controlled has been a defining feature of her works, as is clearly evidenced in the current exhibition.

Based in the Nature Morte concept she has worked with the vanitas symbol’s referencing of perishableness, decay, change and transformation. Her starting point has been clear; to work with her hands, a kiln, two types of clay – blue clay and porcelain clay – and nothing else! No tools (apart from a simple cutting wire), no slip, no glaze, and hence no ‘tricks’ to tell a pre-composed story. The clay does the talking, and it is through the clay’s transformation process that the story unfolds and the unique details arise.

The marriage of cheap blue clay and fine porcelain clay is highly unusual. They have different firing temperatures, so from the outset they are an odd couple. The porcelain clay is able to withstand high temperatures at which the blue clay melts. Lea Mi Engholm has experimented with exploiting this fact in both her exhibited works. In the podium work Untitled 1 she has rolled small sausages of blue clay, dipped them in porcelain clay and stacked them in tight clusters. The porcelain clay retains its shape during firing, while the blue clay melts out at the high temperature to form a glazing, leaving the porcelain clay as an ultra-thin shell. This produces a visual universe containing a wealth of meanings. Empty shells in seas of fluid glazing clearly show that a process has taken place. Rather than a ceramic process, however, it appears as if the process is organic and that the shells have housed organic life. Consequently, there is a decay aesthetic in the empty shells – a frozen moment in a natural, cyclical process of growth and decomposition; birth and death. Vanitas, in other words: the awareness that nothing lasts forever. The fineness of the shells stands in contrast to the melted blue clay, which bears testimony to a direct violent process, but while the blue clay signals something fluid and soft, the shells have sharp edges that can only be touched with difficulty by fragile skin. Vanitas again: the fragility of the flesh, the perishableness of all things.

In this almost alchemical process it is just a few degrees of kiln temperature that make the difference. The blue clay’s transformation into glazing, in shades varying from golden to blue-black, is the result of a long experimental process involving painstaking notes and photographic records.

In the wall-hung work Untitled 2 the same technique has been used, but with a very different outcome. The porcelain clay and the blue clay have been arranged in layers, kneaded, rolled into a sausage, cut, and hand rolled into the same organic shell shape. In spite of the fact that all the elements are uniform before firing, no two are the same when the kiln door is opened. They have each acquired an individual stamp in the blue clay’s melting process and become variations on an original form. With their unmistakable organic reference to clams or oysters, they turn out to be individual examples of the same type. The systematic geometric arrangement on the wall further emphasises the diversity of the elements and gives the impression of a form of natural-historical taxonomy. At the same time, a picture is created. The individual elements fuse into a visual whole that changes the perspective radically. The detail becomes the whole, nature becomes culture, and simplicity becomes complexity. It is on these fine edges that Lea Mi Engholm is balancing, and the result shows a ceramist in rapid evolution.

Louise Mazanti
PhD, curator and writer

 

 

 

 

LEA MI ENGHOLM

Lea Mi Engholms tilgang til keramikken er præget af en nysgerrighed for detaljen, der gør hendes værker helt enestående i æstetisk forstand. Uanset hvilken skala hun arbejder i, skal hendes værker sanses med et næsten tilbageholdt åndedræt. Fine, skrøbelige strukturer udfolder sig i en overvældende visuel rigdom, der gør, at rummet bliver stille. Ikke fordi hendes værker udstråler kontrol og stram styring der smitter af på beskuerens spontane livsytringer, men fordi detaljerne er så righoldige, at man ganske enkelt fortabes.

Normalt forbindes detaljerigdom med en koncentreret og styret proces, hvor hvert enkel element er klart markeret i en overordnet sammenhæng. I Lea Mi Engholms tilfælde er det modsatte tilfældet. Hendes værker kendetegnes af at detaljer fremkommer som et resultat af processer hun igangsætter, men ikke styrer. Først når ovndøren åbnes ved hun om processen er lykkedes. I dette intense arbejde med at aftvinge leret stadig nye udtryksformer anvender hun greb, der er så enkle som muligt. I hvert enkelt projekt sætter hun nogle klare rammer, og lader materialets iboende natur klare resten. Hermed kan man sige, at hun arbejder konceptuelt – det vil sige med et klart defineret udgangspunkt, der betinger den øvrige arbejdsproces. Som eksempel kan nævnes hendes afgangsprojekt fra Designskolen Kolding i 2006, hvor skæretråd var det eneste formgivende redskab hun benyttede til at fremstille brugsrelaterede objekter. Kontrasten mellem det umiddelbare og det kontrollerede har sidenhen kendetegnet hendes værker, og ses også tydeligt på den aktuelle udstilling.

Med Nature Morte-begrebet som udgangspunkt har hun arbejdet med vanitas-symbolets henvisning til forgængelighed, forfald, forandring og transformation. Hendes udgangspunkt har været det klare, at arbejde med sine hænder, en ovn og med to slags ler; blåler og porcelænsler – og intet andet. Ingen redskaber udover en enkelt skæretråd, ingen begitning, ingen glasur og dermed ingen ’tricks’ til at fortælle en på forhånd defineret historie. Leret fører ordet og det er igennem lerets transformationsproces at historien opstår og de enestående detaljer fremkommer.

Koblingen mellem det billige blåler og det fine porcelænsler er en ganske usædvanlig kombination. Hver for sig har de forskellige brændingstemperaturer, så de er i udgangspunktet uegnede til at anvende sammen. Porcelæn kan tåle høj temperatur, mens blåleret her vil smelte. Dette forhold har Lea Mi Engholm eksperimenteret med at udnytte i begge sine udstillede værker. I podieværket Uden titel I, har hun rullet små pølser af blåler, der derefter er dyppet i porcelænsler og stablet i tætte klynger. Porcelænsleret bliver stående i sin form under brændingen, mens blåleret ved den høje temperatur smelter ud som glasur, og efterlader porcelænet som en ultratynd skal. Hermed fremkommer et visuelt univers, der rummer et væld af betydninger. Tomme skaller i søer af flydende glasur viser tydeligt at en proces har fundet sted. Snarere end en keramisk proces ser det imidlertid ud til at processen er organisk, og at skallerne har huset organisk liv. Der er dermed en forfaldsæstetik i de tomme skaller – et frosset øjeblik i en naturlig, cyklisk proces af fremvækst og nedbrydning; fødsel og død. Vanitas, med andre ord: bevidstheden om, at intet varer evigt. Skallernes finhed står i kontrast til det smeltede blåler, der bærer vidne om en direkte voldsom proces, men mens blåleret signalerer noget flydende og blødt, har skallerne skarpe kanter, der kun vanskeligt kan berøres af skrøbelig hud. Vanitas igen: Kødets skrøbelighed, altings forgængelighed.

I denne næsten alkymistiske proces er det kun nogle få ovngraders temperatur der gør forskellen. Blålerets transformation til glasur i nuancer der spænder fra gylden til blåsort, er resultatet af en lang eksperimentel proces med omhyggelige noter og fotoregistrering.

I det væghængte værk Uden Titel II er den samme teknik anvendt, men med et ganske andet udtryk. Porcelænsler og blåler er her lagt lag på lag, æltet, rullet ud til en pølse, skåret og rullet i hånden til den samme organiske skalform. På trods af at alle elementerne er ensartede inden brændingen, er ikke to ens når ovndøren åbnes. Hver især har de opnået et individuelt præg i blålerets smeltningsproces og er blevet variationer over en urform. Med deres umiskendelige organiske reference til muslinger eller østers forekommer de at være individuelle eksemplarer af den samme art. Den systematisk geometriske opsætning på væggen fremhæver elementernes forskellighed yderligere, og giver indtryk af en form for naturhistorisk taksonomi. Samtidig opstår et billede. De individuelle elementer smelter sammen i en visuel helhed der ændrer perspektivet radikalt. Detaljen bliver til helhed, natur bliver til kultur og enkeltheden bliver kompleks. Det er på disse fine kanter, Lea Mi Engholm balancerer og resultatet viser en keramiker i hastig udvikling.

Louise Mazanti
Ph.d, kurator og skribent